Alkohol ink – Beskyt dig selv og omgivelserne
Jeg har tidligere leget med alkohol ink, hvor jeg blandt andet har lavet min egen ink. Hen over tiden har jeg også købt mere, og for nyligt kom der nye farver, så jeg har suppleret samlingen lidt. Det er der kommet en masse ud af, så der vil i de kommende dage komme flere indlæg, der alle er forbundne med alkohol ink.
Herhjemme har jeg indført en regel. Alkohol ink leges med på terrassen, så der er en del af året jeg ikke arbejder med det. Grunden til at reglen er indført, er at der skal meget udluftning til, og jeg er ikke interesseret i at misfarve noget på min almindelige scrapplads.
Denne gang har jeg dog brudt reglen, og indtaget køkkenet, med åbne vinduer, for udluftningens skyld. For at skåne området omkring arbejdet, har jeg brugt en ret stor bagemåtte i silikone, som underlag. Fordelen ved bage måtten er, at den kan renses af med Isopropyl Alkohol bagefter og man kan ikke se hvad den har været brugt til.
Alkohol ink kan farve meget, og selv metal binder det på, så det er måske værd at overveje, hvad det kan kommet til at sætte aftryk på.
Ud over Alkohol ink, Alchohol Blendning Solution, Yupo og en pensel, kan det være du skal kigge efter følgende:
Køkkenrulle
Isopropyl Alkohol (kan købes i Matas)
Sugerør
Nogle bruger sprit i stedet for Isopropyl Alkohol, men det er jeg ikke den store fan af, da spritten ikke er så ren som Isopropyl alkohol. (og skal du rense elektronik, fx din fjernbetjening, er det reneste klart det bedste).
Nogle af dem der laver større værker, foretrækker også at have en plade, som de sætter papiret fast på, så det er nemmere at dreje og løfte papiret, mens inken stadig er våd, men til mine almindelige kort, finder jeg det ikke nødvendigt.
Nok om nogle af forberedelserne, næste afsnit kommer til at handle om papir.